Kunst, kunsthåndværk og lokalhistorie

Sted: Gudhjem
Kategorier:
Historie/Kulturhistorie
Kunst
Kunsthåndværk
Natur
Dage:
13. september
14. september
15. september
19. september
20. september
21. september
22. september

Oplev Gudhjem Museums forskellige udstillinger:

”White” – Kunsthåndværk i verdensklasse, ”Steget op af havet” – Aage Schads skulpturer, ”Find motivet” – kombination af kunst og byvandring, ”Oluf Høst” – skitsesamling – ”Stationen og jernbanen”.

 

Oplev Gudhjem Museums forskellige udstillinger:

WHITE – Kunsthåndværk i verdensklasse, keramik, glas, textil, træ og ædelmetal kan ses i den store, lyse udstillingssal, hvor 13 kunsthåndværkere af 11 forskellige nationaliteter udstiller under det fælles tema: WHITE. Alle bor og arbejder på Bornholm, der som ”World Craft Region” virker som en magnet på kunsthåndværkere fra hele verden. 

Kunstnerne kommer fra følgende lande:

Sverige: Ann-Charlotte Olsson (keramik)
Canada: Inkyong Lee (keramik) og Jin Choi (træ)
USA:  Joshua Hebbert (keramik)
Colombia: Jessica Gomez (keramik)
Japan: Kumiko Kimbari Asti (keramik) og Kaori Juzu (ædelmetal)
Holland: Rick Gerner (glas)
Rumænien: Alexandru Murar (keramik)
Island: Magret Elin Thordadottir (keramik)
Norge: Lene Dahl Jacobsen (glas)
Tyskland: Timmi B. Kromann (tekstil)
Danmark: Gitte Helle (keramik)

I den gamle stationsbygning kan du opleve Aage Schads kunst fra sidste århundrede i udstillingen ”Steget op af havet”.

Schad var kortvarigt meget anerkendt og berømt, men er i nutiden nærmest helt glemt. Se hans skitser, malerier og spændende skulpturer, som har givet navn til udstillingen ”Steget op af havet”.

Materialet til skulpturerne er fundet på ture langs kysten og består af grenstumper, trærødder og sten, som har ligget længe i havet og solen. Schad arbejdede med det, naturen havde formet og satte genstandene sammen på nye måder.

Schad kaldte skulpturerne ”Skulptura anadyomene”, som betyder at de er ”steget op af havet”.

I stationens vestibule finder du en udstilling, der kombinerer kunst og historie og samtidig er en opfordring til at foretage en byvandring. ”Find motivet” viser markante steder og bygninger i Gudhjem, gengivet af kunstnerne primært i 1900-tallet.

Udstillingen er forsynet med information om de enkelte lokaliteter. Du får et gratis kort, hvor det er angivet, hvor kunstneren stod, i hvilken retning han/hun så, da maleriet blev skabt. Gå i kunstnernes fodspor og se om stedet stadig ligner maleriet, eller om alt er forandret.

Den gamle stationsbygning fra 1916 er fredet og velbevaret med mange fine bygningsdetaljer og inventar. Gå på opdagelse i venteværelset, vestibulen, stationsforstanderens kontor og pakkerummet, hvor du finder information om jernbanen og dagliglivet på stationen.