Min kulturuge

Tegnevandring i Svartingedalen – med tegneblok ind i Bornholms frodige grønne indre

Sted: Rutsker
Kategorier:
Familievenlig
Historie/Kulturhistorie
Kunst
Natur
Dage:
19. september

Vi mødes ved parkeringspladsen ved Åhalsegård, Kirkedalsvej 25 i Rutsker, og går derfra ad skovstier ind i den smalle, stemningsfulde sprækkedal Svartingedalen – en af Bornholms mest særegne og næsten hemmelige naturoplevelser.

På den første del af ruten følger vi en smal dalbund, flankeret af høje klippesider på begge sider. En lille bæk snor sig stille gennem landskabet, og omkring os breder sig en naturskov, hvor træer og buske vokser og vælter frit. Her er naturen urørt og levende – med mosbegroede stammer, væltede kævler, fugtige skovbunde og et rigt fugleliv.

Vi går i roligt tempo og holder 2–3 tegnestop undervejs, hvor vi fordyber os i det særlige ved netop dette sted: linjerne i klipperne, mønstre i bark og blad, kontrasten mellem lys og mørke. Du får korte, enkle instruktioner i at tegne med blyant og kul – og du behøver ikke kunne "tegne i forvejen", bare være til stede og lade hånden følge øjet og sanserne.

Turen er ca. 4–5 km tur-retur. Her lader vi naturen tale for sig selv og skaber personlige skitser som små spor efter et intenst møde med Bornholms grønne indre.

Vi går samlet ca. 5–6 km ud og hjem, og bevæger os gennem dalens eventyrlige  landskab med skitseblokken som kompas. Her lader vi naturen tale for sig selv og skaber personlige skitser som små spor efter et intenst møde med Bornholms hemmelighedsfulde sprækkedal.


Sværhedsgrad ifølge Dansk Vandrelaug: Middel. Stierne er ujævne og stedvist smalle med trærødder og fugtigt underlag. Det er her vigtigt med fodtøj, der kan klare vådt og evt. smattet underlag.

Mødested: Parkeringsplads ved Åhalsegård, Kirkedalsvej 25, Rutsker,
Varighed: Ca. 2,5 timer, med flere tegnestop undervejs.

Medbring gerne: Drikkedunk, egen kaffe/the til pausen og evt. en lille siddepude eller miniklapstol.

Hvad er inkluderet:
·       Guidet vandretur på 4-6 km
·       Tegneundervisning på 2-3 stop undervejs
·       Et tegnesæt med A5-tegneblok og tegneblyanter og kul, sponsoreret af Bornholms Kulturuge
·       En lille snack til kaffepausen

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

Mere om vandreturene med tegneblok – sanselige møder med Bornholms natur og kulturarv

Se landskabet med nye øjne – og tegn det du ser.

Kom med på en eller flere anderledes vandreture under Bornholms Kulturuge, hvor vi kombinerer naturoplevelse, stilhed og kreativ fordybelse. Uanset om du har tegnet før eller ej, er du hjerteligt velkommen. Her handler det ikke om at kunne tegne "pænt" – men om at se med nysgerrighed og formidle dine indtryk med enkle streger og skygger.

Undervejs på turene får du korte, lette instruktioner i at tegne med blød blyant og kul, og vi stopper flere steder for at dvæle ved landskabets former, farver og stemning. Det kræver ingen forudsætninger – kun lysten til at gå og tegne. Som jeg plejer at sige: Hvis du kan se, kan du også tegne.

Hver deltager får udleveret et lille tegnesæt med en A5-blok og gode blyanter – helt gratis takket være støtte fra Bornholms Kulturuge. Du behøver altså ikke selv at medbringe noget, udover måske en kande the eller kaffe og en lille pude at sidde på. Jeg medbringer også en lille snack til kaffepausen.

Varighed generelt: Vi vandrer i 2–2,5 time ad både kendte og gemte stier – ca. 4–5 km i alt. Undervejs stopper vi 2–3 steder og fordyber os i alt fra landskabets topografi, planter og dyreliv til historiske bygninger og kulturspor. Turens varighed kan afvige en smule fra det angivne.

Sværhedsgrad generelt: Let til middel. Der er stigninger og trapper – især på Christiansø – men vi holder os så vidt muligt til gode stier og tager os tid undervejs.


Om din guide, Tina Kragh Rusfort

Jeg er billedkunstner og kunstterapeut med dyb kærlighed til Bornholms og Ertholmenes unikke natur. Gennem mine vandringer med tegneblok forener jeg passionen for naturens former og stemninger med lysten til at dele roen og fordybelsen, der opstår, når vi sætter os og ser – rigtigt ser – og omsætter det sete til streg og skygge.
Min tilgang er både legende og lærende, og jeg inviterer dig til at opleve verden gennem et æstetisk og sanseligt filter – med blyantens spor som din personlige fortælling.