Min kulturuge

Skovbad i Rø Plantage

Sted:
Kategorier:
Natur
Dage:
21. september

Skovbadning er ikke det samme som at gå en tur i skoven.
Når man skovbader, går man meget langsomt og har fokus på bare at være og skabe kontakt med naturen ved at høre, se, dufte, smage og mærke den. Når sanserne åbnes og aktiveres, skaber vi forbindelse til naturen.

Skovbadning stammer fra Japan, hvor det hedder shinrin-yoku. Shinrin er det japanske ord for skov og yoku betyder bad. ”Shinrin-yoku” handler ikke om at bade i vandløb eller søer, men om at lade sig indhylle og “bade” i skovens atmosfære via sine sanser.

Et skovbad er en stille vandring over en kort distance med små øvelser og meditationer undervejs. Et skovbad starter med en lille tjek-ind, hvor vi hilser på hinanden og lander i vores krop igennem blid bevægelse og sanseaktivering. Derefter følger en stillevandring med et par stop undervejs, hvor vi sammen og hver for sig udforsker naturen nærmere. I slutningen af skovbadet vil du blive guidet ind i en meditation, hvorefter vi runder af med igen at hilse på hinanden og sige farvel. 

I Japan forskes der videnskabeligt i naturens og skovbadets gavnlige virkning på sundheden. Nogle af resultaterne viser, at selv et kortere ophold i et skovområde kan styrke immunforsvaret og reducere tegn på stress, angst og depression. Ophold i naturen styrker helbredet, ligesom det går ud over helbredet, når vi ikke har adgang til naturen.