Uden mennesker – Den post-antropocæne tidsalder af Susanne With Månsson

Vor tid betegnes som den antropocæne epoke, fordi mennesket er den enkeltfaktor på Jorden, der øver den stærkeste indflydelse på miljøet, klimaet og naturens vilkår. Menneskets påvirkning har i stadig stigende krav bragt klodens naturlige balance i uorden. Man taler om tippings points, dvs. udviklingsprocesser, der er irreversible, altså ikke til at vende. Med andre ord risikerer menneskeheden at udslette sig selv på grund af en blind tro på, at alting nok skal ordne sig selv eller at vi i kraft af vores overlegne intelligens og opfindsomhed nok skal finde løsninger på at hjælpe os ud af de menneskeskabte katastrofer, som vi øjner i en ikke helt fjern fremtid. Hvis det ikke lykkes at vende udviklingen, kan det potentielt betyde, at mennesket som art forblev en parentes i Jordens historie, mens naturen, og andre skabninger, dyr som planter, vil leve videre om end på nye – post-antropocæne – vilkår.

Mit projekt er – via akvareller - at digte en verden, der er frisat af menneskets åg. En verden, der består af den rene natur, med dens planter og dyr, der skaber nyt liv på egne præmisser, fri af menneskets herskesyge dominans.