Tavse Minder

Tavse Minder

KunstNexøMandag, 17. september
Se Min kulturuge

En mindelund som kunstinstallation skal give besøgende et sanseligt og naturligt rum til at mærke livet og mindes de døde. Kunstner og bornholmerbarn Anne Nowak hylder liv og efterliv med sit værk TAVSE MINDER, der står frit tilgængeligt for alle  midt i naturen, lige uden for Nexø.

TAVSE MINDER er en refleksion over en bornholmsk mindelund. Anne Nowaks vision med værket er at skabe en sanseoplevelse i form af en storslået installation, der kan give tilskuerne en mental pause.

“ Jeg ønsker at skabe et åndehul for mig selv og alle andre, der har brug for en pause. Et sted, hvor vi i vores travle, moderne liv kan stoppe op, mærke efter og sende en tanke eller to frem og tilbage i livslinjen. Med TAVSE MINDER bruger jeg naturen som base - og de gamle mindelunde med bautasten som inspiration - til at bygge nye rammer om et sted, hvor folk kan lade op eller blot nyde naturen, kunsten og stilheden.”

Værket består af en cirkel på omtrent 20 meter i diameter. Cirklen dannes af sandsten fra Nexø, der er inspireret af de mange bornholmske bautasten. Som en skygge på bagsiden af stenene, nedfældes spejle i vegetationen, der kan betrædes. Spejlene reflekterer bautastenene, trækronerne og beskueren - og skaber dermed en forbindelse mellem jord og himmel i en flygtig uendelighed.

“Min ambition at skabe en energisk og lysende stemning omkring det at mindes de afdøde og efterlivet. Død og sorg er i vores vestlige kultur ofte tabuiseret og mørkelagt. Min kunst er en måde at gå til døden og de afdøde på, som jeg har reflekteret over, siden jeg mistede sin far i 2007.”

Bornholmske mindelunde

TAVSE MINDER er inspireret af jernalderens domarringe, hvor bautasten, især på Bornholm, blev opstillet som gravsten i cirkler for at markere tilhørsforholdet mellem slægt og sogn. En af ringene er at finde på Hjortebakken i Bodilsker, en anden i Gryet nær Nexø. Stenene står anonyme i modsætning til nutidens gravsteder.

“Nutiden har nærmest glemt bautastenen - fascinerende at der er noget, der står tilbage fra så mange år tilbage - og så tæt på min fødeby, Nexø. Jeg synes, at de fortæller en historie, og den ønsker jeg at videreformidle på en ny måde. Jeg laver værket på Bornholm, fordi øens natur har en særlig betydning som inspirationskilde i min kunst.”

Værket vil være at finde på Ibskervej nr. 35  fra 29. juni - ultimo sep. og vil fungere som en midlertidig mindelund. Der er fri adgang for alle interesserede. “Jeg vil gerne have, at alle har mulighed for at opleve installationen, og ikke kun dem som går på museum for at opleve kunst. Værket skal være tilgængeligt for børn, voksne og ældre, og man skal kunne bruge det frit, som man vil. Naturligvis gratis”, slutter Anne Nowak.

Praktisk info

Kun for gæster med Kulturugebadge

Mød Anne Nowak og få en guidet tur i denne nye Mindelund

Sted

Ibskervej mellem 35-37, 3730 Nexø - parkering på modsat side, 34 Bækkegaard

Dato

Mandag, 17. september

Tidspunkt

11.00 - 12.00

Web

Kulturspor

Kunst

Bemærkninger

Åbent hele Kunturugen